De prinses op de ert
Het bericht hieronder schreef ik 29 april 2002 in http://tech.groups.yahoo.com/group/folkspraak/
I did my first try on Folkspraak. Well, actually, it is mostly Nordien (which I haven’t used before either), with some minor changes, and some vocabulary I added. I started from Nordien, because the grammar seems more clearly defined at the moment, and I had a vocabulary available. I would like to hear how much this text differs from true Folkspraak.
It is a short story by H. C. Anderson. I include the original text after each paragraph. I got the original text from: http://www.lysator.liu.se/runeberg/eventyr/103.html
Changes I made from Nordien grammar:
eren -> weesen (to be)
zir -> zin (her)
paste tense and past participle -te -> -de after voiced
consonant or vocal
H. C. Andersen
De prinses op de ert
Prinsessen på ærten
Der weeste enmal en prins. Han vilde haven en prinses, men zi skul weesen en war prinses. So han reeste over hela veld til finden so en, men alvar weeste anting fel. Der weeste nog prinsesar, men ob dee weeste war prinsesar, kande han neet vorden klar om; altid weeste anting va neet stimde. So han komde hem ent weeste so bedruft, vel han vilde so gerne haven en verkel prinses.
Der var engang en prins. Han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen. Prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter; altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.
En evend weeste het et frektit veer. Het likte ent tondde, de regen vaskte neder, het weeste veri terur! Dan het klopte op de stadsport, ent de aldig kong gode til unslosen.
En aften blev det da et frygteligt vejr. Det lynede og tordnede, regen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.
Het veeste en prinses, ver stejde utan. Men God, hur zi utsegde van de regen ent de sleg veer! De vater lopte neder van zin har ent zin kladar, ent het lopte i til nas av de sko ent ut van hil av de sko, ent so zi sagde zi weeste en verkel prinses.
Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen, og så sagte hun, at hun var en virkelig prinsesse.
“Ja, vi skal da seker utfinden!” denkte de aldig kongin, men zi sagde niting, gode i til de slafsrom, tegde ala dekenar av ent sette en ert op de botem av de bed, dan tegde zi tvoten matrasar, sette dem ovan op de ert ent dan vider tvoten ejsfedersdekenar ovan op de matrasar.
“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.
Dar skul de prinses ligen i de nakt.
Der skulle nu prinsessen ligge om natten.
Bej morn dee fragde zi, hur zi havde slafte.
Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet.
“O, skreglig ond!” sagde de prinses, “eg have nast neet slutte min ogar de hela nakt! God vete, va dar havde weeste i de bed? Eg have ligde op anting hard, so eg weese brun ent blu op min hela krop! Het weese veri skreglig!”
“O, forskrækkelig slet!” sagde prinsessen, “jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over min hele krop! Det er ganske forskrækkeligt!”
So dee kande segen, zi weeste en var prinses, vel zi durg twoten matrasar ent de twoten ejsfedersdekenar havde folte de ert. So folsam niman kande weesen uter en var prinses.
Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være uden en virkelig prinsesse.
Dan de prins tegde zi som vif, vel han vette nun, han havde en var prinses, ent de ert komde op Kunstrum, var man stil kane segen het, uterals niman havde tegde het.
Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.
Seg, da weeste en var geskit.
Se, det var en rigtig historie.
